• Mindst tre er dræbt i israelske angreb mod houthier i Yemen

    来源: BDK Borsnyt / 26 12月 2024 12:11:20   America/New_York

    Tre mennesker er dræbt i israelske luftangreb mod Yemen torsdag. Det meddeler Houthi-bevægelsen og en tv-station i Yemen, der er knyttet til houthierne, ifølge Reuters. 14 andre er såret eller savnet. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger ifølge AFP, at Israel vil angribe houthierne "til opgaven er fuldført". - Vi er fast besluttede på at afskære denne gren af terrorisme fra den iranske ondskabens akse. Vi vil fortsætte, indtil opgaven er fuldført, siger Netanyahu i en videoudtalelse, der blev udsendt, efter at Israel havde angrebet flere steder i Yemen. Flere mål er ramt i de israelske angreb, blandt andet lufthavnen i Yemens hovedstad, Sanaa, og tre havne langs Yemens vestkyst. To af de tre dræbte befandt sig i lufthavnen i Sanaa. Det samme gjorde generalsekretæren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus. - Da vi var ved at gå om bord i vores fly fra Sanaa for omkring to timer siden, kom lufthavnen under luftangreb, skriver han i et opslag på X. - Et af besætningsmedlemmerne på vores fly blev såret. Mindst to andre meldes dræbt i lufthavnen, skriver WHO-chefen, der selv er uskadt. Houthierne har utallige gange affyret missiler og droner mod Israel som reaktion på Israels krig mod den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben. Angrebene fra houthiernes side har stået på i over et år og har været en alvorlig trussel for den internationale skibstrafik, der passerer forbi Yemen. En lang række rederier - herunder danske Mærsk - har været tvunget til at lægge deres ruter om og sejle længere og dyrere omveje. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/mindst-tre-er-draebt-i-israelske-angreb-mod-houthier-i-yemen
分享